Henrik Nordenlund fratræder som koncernchef for ALLIANCE+

Fra to regionale rengøringsfirmaer til en skandinavisk Facility Service-koncern.

Koncernchef Henrik Nordenlund fratræder sin position efter gensidig aftale, og administrerende direktør for koncernens danske forretning, Nicholas Brace Olsen, udnævnes til midlertidig koncernchef for ALLIANCE+.

Siden etableringen af ALLIANCE+ i 2009 har koncernen udviklet sig fra to regionale rengøringsfirmaer med en samlet omsætning på 400 mio. kr. til en skandinavisk Facility Service-koncern, som efter købet af CS Nord A/S i november 2016 også udbyder cateringydelser og har en omsætning på 1,4 mia. kr. I dag har ALLIANCE+ aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge. Henrik Nordenlund har spillet en væsentlig rolle i denne udvikling af ALLIANCE+ for at etablere koncernen som en af de førende uafhængige Facility Service-leverandører i Skandinavien.

”Jeg vil gerne takke Henrik Nordenlunds for hans indsats i ALLIANCE+ i en periode, hvor koncernen har gennemgået hastig vækst og udvikling på de skandinaviske markeder. Vi har nu brug for en ny profil med øget fokus på kunde- og konceptudvikling, og derfor fratræder Henrik Nordenlund efter gensidig aftale. Bestyrelsen har iværksat en proces for at finde en ny koncernchef og udnævnt administrerende direktør for den danske forretning, Nicholas Brace Olsen, til midlertidig koncernchef,” siger bestyrelsesformand i ALLIANCE+, Stig Pastwa.

Nicholas Brace Olsen har været administrerende direktør for den danske forretning siden januar 2016 og var før det salgsdirektør i ALLIANCE+.

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Stig Pastwa, bestyrelsesformand, ALLIANCE+
Tlf.: +45 23 34 35 54

Henrik Bonnerup, Partner, Polaris Private Equity
Tlf.: +45 21 66 87 66