Jesper Lok tiltræder som koncernchef for ALLIANCE+

ALLIANCE+ er en førende skandinavisk Facility Service-koncern.

ALLIANCE+ har udviklet sig fra to regionale rengøringsfirmaer med en samlet omsætning på 400 mio. kr. til en skandinavisk Facility Service-koncern, som efter købet af CS Nord A/S i november 2016 også udbyder cateringydelser og har en omsætning på 1,4 mia. kr. Ansættelsen af Jesper Lok skal bidrage til at videreføre koncernens udvikling med afsæt i hans omfattende kommercielle, strategiske og ledelsesmæssige erfaring fra blandt andet Falck Emergency, DSB og A.P. Møller Mærsk-Gruppen.

”Jeg glæder mig over at kunne byde Jesper Lok velkommen som koncernchef i ALLIANCE+ og ser frem til at trække på hans erfaring i den videre udvikling af koncernen. Jesper tilfører værdifuld kommerciel indsigt og en veldokumenteret evne til at stå i spidsen for virksomheder i vækst og forandring. Jeg er overbevist om, at Jesper kan styrke det forretningsmæssige fundament for at realisere vores vækstambitioner for ALLIANCE+ i de kommende år,” siger bestyrelsesformand i ALLIANCE+, Stig Pastwa.

Jesper Lok er shippinguddannet og har taget en MBA fra Nova Southeastern University samt øvrige supplerende uddannelsesforløb på blandt andet Harvard, INSEAD og IMD. Han er desuden bestyrelsesformand for ESVAGT og J. Lauritzen, næstformand i Danish Crown og medlem af præsidiet i UNICEF Danmark.

”Jeg ser frem til at blive en del af ALLIANCE+ og sammen med holdet fortsætte den flotte udvikling, selskabet har været igennem siden etableringen samt finde nye muligheder for forbedringer og vækst,” siger koncernchef Jesper Lok.

Nicholas Brace Olsen har været konstitueret i stillingen som koncernchef siden Henrik Nordenlunds fratrædelse i januar 2017 og fortsætter i sin stilling som administrerende direktør for koncernens danske forretning, samt som Group COO, efter Jesper Loks tiltrædelse.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Stig Pastwa, bestyrelsesformand, ALLIANCE+
Tlf.: +45 23 34 35 54